<< 

Konstruktion af en pladespiller

Efterhånden som den gamle pladespiller (Pioneer PL L-1000 tangential/direct drive) blev mere og mere træt, var der jo god grund til at sikrer at LP-samlingen kan spilles i fremtiden. Derfor endnu et projekt til høvlebænken:

Udgangspunktet er et remdrevent drev fra en Micro-Sieko BL-12 og en SME serie III-tonearm - begge fundet i kældrens 'rodebunke'.
Dernæst skal der laves en ny plint og, i dette tilfælde, en kasse uden om. Meningen har været, at motor skal ophænges i det ydre chassis, hvor plint med tallerken og tonearm, ophænges støddæmpet. Det hele med et støvlåg, der samtidig skal være begrænsende for akustisk tilbagekobling, når der skrues godt op for især bassen.

tværsnit af konstruktionen, set forfra

Hermed skulle der være basis for en konstruktion, som spiller OK, og som kan holde i mange, mange år frem i tiden.

Konstruktionen

den færdige plint, limet af fyr-limtræ, blygummi og krydsfinérLøsningen blev (som sædvanligt) baseret på hvad der kunne findes i rodebunken, hvor bl.a. nogle fine limtræsplader i fyrtræ blev fremtryllet. Disse blev limet sammen med blygummi, som er noget af det eneste der måtte indkøbes, men til gengæld fås billigt hos Harald Nyborg. Problemet var hvordan disse meget forskellige materialer skulle limes sammen (se foto), selv om blygummiet er selvklæbende på den ene side. Resultatet blev noget 1-komponent sættelim fra SIKA, men den størknede aldrig helt, hvorfor der er tilføjet en lang stribe skruer om gennem plinten nede fra, til at holde helt sammen på det hele. Ellers kan jeg varmt anbefale at tage kontakt til limproducenternes fagkonsulenter, som er mere end villige til at hjælpe med problemer, hvilket jeg tidligere harhaft stor fornøjelse af, bl.a. ifm. at lime ferromagneter på alu-stænger til Fettucine båndhøjtalerne tilbage i forrige årtusind.

ydre chassis samlet, med motorstand på pladsDen ydre kasse blev lavet af 25mm limtræ fra udskiftning af vinduesplader, med en bund af 18mm krydsfinér. Der er lavet et lille rum til højre for tonearmen, til eventuel senere elektronik og som basis for fremtidige eksperimenter med en hjemmelavet tonearm, hvor jeg selvfølgeligt overvejer noget af træ.
I første omgang skal det bruges til strømforsyning til en stribe lysdioder indbygget låget i en alu-gardinskinne, således at der er lys når låget er åbent, styret af en klassisk kontakt alá dem til køkkenskabe.
Alle stykker er samlet med tapninger & lim, for at undgå skruer eller andet som kan ødelægge udseendet.

Bagvæggen er lavet højere, for at løfte hængslerne til låget, således at dette ikke kommer til at forbruge unødigt meget plads bagud, i reolen, da dyret er stor nok i forvejen og designet så den lige akkurat passer ind stuens reolsystem.

En midlertidig opstilling kan ses her.

motorstand bukket i 2mm stålTil at holde motoren på plads måtte jeg bede om hjælp fra en god ven i Køge (Niels Vestergård), som bukkede et stykke 2mm stål (i grøn kryptonit) og borede de nødvendige huller til at ophænge motoren. Det kostede godt nok en flaske god rødvin, men resultatet er perfekt. De oprindelige gummibøsninger er bibeholt, hvorved motoren hænger i disse, som er fastgjort til motorstanden med 4 stk. 4mm skruer.

Herved er motorens viberationer isoleret fra både det ydre chassis og den indre massive plint, som skal holde tallerken og tonearm.
Sammen med remtrækket, i form af sædvanlig fladt gummibånd, skulle det isolere plint med tonearm fra de fleste viberationer udefra og fra motor.


Næsten færdig

Det renpudsede fyrtræ fik en toning af laboratoriebejse i 'rød-elm'.

Der blev gjort forsøg på at benytte celluoselak, som et 'moderne' alternativ til fransk politur (shellak), men det viste sig at værre et meget stort arbejde at polere denne lak glat, og da der var krav om udluftning og støvfrit miljø, blev det ikke en succes.
Efterfølgende forsøgte jeg mig med rigtig Copallak (dog ikke shellak), men netop det støvfrie miljø gennem 30-40 poleringer hold ikke i husets kælder, hvorfor resultatet blev mindre vellykket - det er dog ingen altertavle, og savnet af de gamle vinylskiver overgik ønsket om perfekt lakering.

Efterfølgende blev motor monteret, bløde gummilister til at lukke mellemrummet mellem chassis og plint, samt den nødvendige elektronik i dertil indrettede aflukke til venstre for plinten.

Dette aflukke er blevet tapetseret med kraftig alu-folie, i håbet om at begrænse evt. brumudstråling fra strømforsyning til signalkablerne i tonearmen.


Plinten er påmonteret både nav til tallerken og armbase inden montage, og tonearmens stel er ført udenom strømforsyning, styrerelektronik og motor, for udelukkende at være koblet til RIAA-forstærkeren i anlæggets forstærker.

Bemærk udfræsningen bagerst til venstre i plinten, som giver plads til drivremmens forbindelse til motorens aksel.


Slutteligt monteres armrør med PU og tallerken. Pick-uppen er en Ortofon OM30, som lyder ganske udmærket, uden at være i sværvægtsklassen, men har den klare fordel, at den vejer næsten lige så lidt (5g) som armrøret og er med en relativt blød nål (25 µm/mN), som netop passer til letvægts SME-armen.

Det er denne bløde PU på letvægtsarm der netop fordrer mekanisk og luftmæssig isolation fra omgivelserne, for det hele ikke skal gå op i akustisk tilbagekobling.


Den første lytter

Det er imponerende med denne slags konstruktioner: Første gang der blev sat strøm på og signalkabler tilsluttet, virkede det bare. Der skulle selvfølgeligt overstås nogle småjusteringer af tonearmen, men så spillede den bare nok så smukt hele dagen, og de gamle vinylskiver blev luftet for fulde hammer.

Det var interessant at bemærke, at selvom støvlåget endnu ikke var monteret, var det ikke så let at generere akustisk tilbagekobling, på trods af en rigelig basgengivelse fra højtalerne og et nåletryk på lige over 1 gram.

Den færdige spille

spiller med 'kørelys' tændt sammen med motorenSå er den monteret med låg og lys, installeret i reolen sammen med stereoen.

Som det ses til højre, er der en lille stribe hvide lysdioder tændt, som giver lys på pladen under afspilning. Ser rigtigt hyggeligt ud.

Når låget åbnes sørger en lille afbryder for at tænde en længere stribe LEDs i låget, så vi kan se hvad vi laver med LPen og nålen.

Begge serier lysdioder er monteret i en 15x8mm aluminium Faber-gardinskinne, med der-til-borede huller. Der er ikke meget plads i en sådan skinne, og da der er tale to serier, bliver tilslutninger ikke lettere, og alu-skinnen skal isoleres behørigt, for at undgå kortslutninger.
Et særdeles fornøjeligt tidsfordriv til at teste finmotorikken og synet med.

Der er benyttet to aflagte mobil-opladere som strømforsyninger, således at den ene er sat sammen med afbryderen til motoren og den anden er styret af indbygget skabsafbryder. Hermed har jeg undgået at skulle lave styreteknik til noget så irellevant, som lys...det er jo musikken der er det vigtigste.

Det er imponerende hvor meget lys disse små 3mm LEDs giver til at se med.

med åbent låg, hvor en stribe LEDs giver lys over land

Musikken

Første store fornøjelse er den totale mangel på lyd (støj m.m.), når motor og lys bliver tændt - intet er at høre i højtalerne, før nålen lander i pladerillen.
Så breder den skønneste lyd sig i stuen og de gamle vinylskiver kommer til deres fulde ret. Der er megen musik i samlingen, som ikke er blevet lyttet til, siden den gamle fuldautomatiske spille gik død, og nu må resten af husstanden blot leve med min tilbagevenden til musik fra dengang mor var dreng.

Det er svært at bedømme hvorvidt lyden er meget bedre end CDerne, men der både dynamik og bas i rigeligt mål.

Akustisk tilbagekobling er en by i Rusland, selv ved meget høje lydtryk.

100% fornøjelse, og al arbejdet værd.


 

   © Jakob Gudmandsen    ^ Til Top